En leder stod i en situation, hun havde håbet aldrig at komme i.
En betroet medarbejder, som hun havde arbejdet tæt sammen med i mange år, havde stjålet af kassen.
Det var ikke en fejl eller en misforståelse.
Det var dokumenteret.
Alligevel var beslutningen tung.
Relationen var tæt.
Medarbejderen havde været loyal, dygtig og personligt vigtig.
Samtidig var der hensynet til organisationen, kollegerne, tilliden – og lederens egen integritet.
Efter flere søvnløse nætter blev det tydeligt, at det ikke var hvad der skulle gøres, der var uklart.
Det var hvordan.
I samtalerne blev der arbejdet med at skelne mellem etik, personlig moral og omsorg.
Ikke for at blande dem sammen – men for at holde dem adskilt.
Der blev skabt plads til sorgen over relationen, vreden over bruddet og frygten for konsekvenserne.
Ikke som noget, der skulle løses væk – men som nødvendig information for at kunne handle klart.
Det gjorde det muligt at se, at hensynet til medarbejderen, organisationen og lederens egen integritet ikke stod i modsætning til hinanden.
Men at de stillede krav til måden beslutningen blev truffet og kommunikeret på.
Beslutningen blev truffet uden tøven – og gennemført med tydelighed og respekt.
Ikke hårdt.
Ikke undvigende.